Hvid Bordeaux i topklasse, som nok kun overgås af den mange gange dyrere første-vin fra slottet. Tæt, intens frugt og høj viskositet balanceres af kalket, salt mineralitet, sprælsk syre og "elektrisk intensitet", som Lisa Perotti-Brown / Robert Parker udtrykker det. Moden citron, lime, ananas, grape, stikkelsbær rosmarin, koriander, kalk….. og en lang, intens finale. Flot balance og fine udviklingsmuligheder.
Druerne er høstet 22-31/8 før daggry for at minimere oxidering og optimere syreniveauet. Haut-Brion har under 3 ha. med hvide druer. Det er her ca. 70% Semillon og 30% Sauvignon Blanc; det samme som i førstevinen Haut-Brion Blanc. Druerne presses som hele klaser og mosten har ingen skindkontakt. Vinen får ikke malolaktisk- / æble-mælkesyregæring og er lagret i 60% nye egefade. Vinen er en fælles 2.vin fra Haut-Brion og La Mission Haut-Brion, som er naboer og begge ejes af Clarence-Dillon gruppen.
I 2017 begyndte knopskydningen hér 13/3, men pga. nærhed til floden og højden, hvor der er bevægelse i luften, gjorde frosten i april ingen skade. Blomstringen var fin i et lunt forår, og regn i juni var perfekt før den tørre juli. De hvide druer blev høstet før regnen om efteråret i prima tilstand. "Det er en virkeligt spektakulær årgang for hvidvinene" siger Lisa Perotti-Brown / Robert Parker.
Chateau Haut-Brion er den ældste vingård i Bordeaux med kontinuerlig produktion. Der blev dyrket druer her i 1426 til brug for et lokalt kapel, og der er skriftlig reference til "Aubrion" i 1521. Jean de Pontac byggede et slot i 1549, og Samuel Pepys beskrev vinen i London i 1663; formentlig verdens ældste vinanmeldelse. Thomas Jefferson, der var det nye Amerikas ambassadør i Frankrig, beskrev slottets jordbundsforhold ved sit besøg i 1787, og der findes få slotsaftappede flasker fra 1850!
Clarence Dillon, finansmand fra New York, købte slottet under depressionen i 1935, og det er stadig i samme familie. Jean-Philippe Delmas, der leder driften i dag, er 3. generation af den familie, der har haft hvervet siden 1924.
Slottets ca. 50 ha. marker er plantet med 45% Merlot, 44% Cabernet Sauvignon, 10% Cabernet Franc og 1% Petit Verdot på skråninger op til 27 m. Der er mineralrigt grus med stort indhold af kvarts op til 18 m. dybt, og sandblandet ler, hvor Merlot trives bedst.
Fra 3 ha. kommer den eminente, efterspurgte, og bekostelige hvidvin. Der er 63% Semillon og 37% Sauvignon Blanc på disse parceller, og vinens indhold er normalt tæt på dette forhold. Den hvide 2.vin "Clarté de Haut-Brion" er fælles for Haut-Brion og nabo "La Mission Haut-Brion". Siden 1974 har man kun brugt "massale selection" / aflæggere af egne, bedst fungerende vinstokke ved genplantninger.
Slottet var pioner for brug af ståltanke til gæring i 1961 og dobbeltvæggede tanke til nøje temperaturkontrol i 1991. Da der så godt som altid bruges 100% nye egefade til lagringen af 1. vinen, har man egen bødker på slottet. 2.vinen "Bahans Haut-Brion" blev i 2007 omdøbt til "Le Clarence de Haut-Brion". Kan man tale om kunst i forbindelse med vin, kommer man det næppe nærmere end her!