Sammen med "Recioto" er denne den mest legendariske af Quintarellis vine. Vinen sælges kun som Amarone i de allerbedste årgange. Blot 15-30% af druematerialet i en årgang findes værdigt til denne dybe, komplekse vin i en stil, der ikke har sin lige andre steder. Vinen kommer først til salg ca. 8 år efter høsten. Meget holdbar.
Godt halvdelen består af Corvina og Corvinone, ca. 30% er Rondinella og resten små mængder Cabernet Sauvignon, Nebbiolo, Sangiovese og Croatina. Druerne tørres til slutningen af januar i ventilerede rum: "fruttaio". Der bruges bambusmåtter, flade trækasser og de oldgamle "treccia": lange sammenbundne drueklaser, der hænger ned fra loftet. Efter presning får druerne ca. 20 dages maceration og gæring med den naturlige gær i omkring 45 dage. Vinen overføres så til gamle, slavonske egefade i omkring 7 år, hvor gæringen kan fortsætte i en evighed. Vinen tappes først, når det bedømmes, at den er færdig.
Guiseppe Quintarelli er ikke den eneste vinmager, der er blevet kaldt "mester", men formentlig den, hvor der verden over er størst enighed om, at det passer. Uanset udviklingen i sit distrikt og på markedet har han lavet sine vine med tårnhøj standard på den måde, han syntes, de skulle være, gennem mere end 60 år.
Vingården i Negrar, i den midt-østlige del af Valpolicella Classico, blev etableret i 1924 af hans far. Guiseppe købte i sine unge år marker til, så arealet i dag er 12 ha., domineret af limsten og basaltholdig jord. Mange vinstokke er stadig fra de første plantninger.
Han havde et øje på udviklinger i vinifikation, men tog kun det til sig, som kunne bruges i hans måde at lave vin på: Ekstremt kritisk udvælgelse af druer; brug af Cabernetdruer og små mængder af bl.a. Sangiovese og Nebbiolo i kombination med egnens egne, Corvina, Corvinone, Rondinella og Croatina; meget lange macerations- og gæringstider og lagring mest i ældre, større fade af slavonsk eg, ofte i mange år. Vinene blev først tappet og markedsført, når han syntes, de var klar.
Kommentarer fra mange trænede smagere, der har smagt hans vine mange gange, lader forstå, at traditionelle smagenoter ofte ikke yder vinene retfærdighed. De kan have en særegen kompleksitet, som vanskelligt lader sig omsætte til ord. Nogle kalder det kunst...
Guiseppe døde i begyndelsen af 2012. Kun hans håndskrift på etiketterne er tilbage. Hans datter Fiorenza og hendes mand Giampaolo har været en del af arbejdet i årevis. De viderefører vingården sammen med deres to sønner.
