Vinen kombinerer rigdom og genrøsitet uden at den mister Volnays elegance og finesse. Rig og kødfuld og med rigtig god lagringspotentiale - 7-10 år og mere.
Volnay har altid været betragtet som den mest feminine af Bourgogne-vine og er beundret for sin delikatesse, sin saft og sin bouquet. Bouchard Père & Fils ejer blot 0,85 ha. af skråningens 15,41 hektar, der har en jordbund af kalk og ler ovenpå kalk. "Chênes" betyder egetræer, og her voksede engang masser af egetræer - og deraf navnet.
Druerne høstes i hånden og de sorteres alle strengt. De afstilkes helt eller delvist, afhængig af årgangen, og gærer i små kar og får blid presning. Vinen lagrer 12-14 måneder i fransk eg, hvoraf 30-40% er ny.
Bouchard Père et Fils blev stiftet i 1731 og er en af Bourgognes ældste vinproducenter. Den første vinmark blev købt i 1775 af Joseph Bouchard, og denne ejer domænet stadig: den kendte "Les Caillerets" i Volnay. I dag er Bouchard Père & Fils den største vinmarkejer i Côte d'Or, hvilket betyder, at huset blandt andet råder over 12 hektar Grand Cru-, samt 74 hektar Premier Cru marker. Ud over domænevinene laves vine af druer fra kontraktdyrkere, der forpligter sig til at overholde anvisninger og kvalitetsstandarder fra Bouchard Père & Fils.
Joseph Henriot, der havde været leder af Veuve Clicquot champagne og senere luksuskoncernen LVMH / Louis Vuitton-Möet- Hennessy, købte Bouchard Père & Fils i 1995 og lagde massive ressourcer i at renovere huset fuldstændigt. Der blev investeret kraftigt i markerne og bygget et nyt vineri, som stod færdigt i 2005: en 3-etagers underjordisk bygning i Savigny-lès-Beaune, hvor tyngdekraften sørger for at transportere vinen igennem de forskellige processer i vinifikationen. Der er over 100 gæringskar og en lagringskælder med plads til 4000 egefade næsten 10 m. under jorden – et topmoderne vineri men med respekt for de gamle traditioner, så deres mange vine hver især kan udtrykke det forskellige terroir, man finder i Bourgogne.
Ledelsen varetages nu af Henriot's nevø Gilles de Larouzière, og chefvinmager er Frédéric Weber. Markarbejdet styres af Christophe Bouchard.
Husets adelsmærke er, at man - trods det store udvalg - formår at få hver vin til at udtrykke sin særlige oprindelse og karakter på alle niveauer.
2019 - en årgang med fantastiske kvaliteter men desværre med små mængder.
Året var generelt kendetegnet ved tørt vejr og mange solskinstimer. Med en mild februar og marts fik vinstokkene tidlige skud, og frosten i april forårsagede spredte ødelæggelser. Foråret var generelt køligt og fugtigt og varslede lavt udbytte. En ekstrem varme satte ind hen over sommeren med begrænset nedbør og var med til at stresse druerne, der til gengæld kvitterede med tårnhøj kvalitet.
Rødvinene har et fantastisk terroir-udtryk, og særligt Côte de Beaune er superb. Vinene har bløde forfinede tanniner og kombinerer på fornemmeste vis det lækre saftige udtryk fra 2015-årgangen med elegancen fra 2017. Det er en særdeles lovende årgang, vi har foran os!
Hvidvinene har en charmerende og udtryksfuld bouquet med både tørrede frugter og citrusskal. Smagen er fyldig og aromatisk men udmærker sig ved ikke at være tung. Kort sagt en fremragende årgang.
Desværre er der begrænsede mængder, så du skal være hurtigt ude, hvis du vil sikre dig nogle af vinene.