"En alt-hvad-du-orker buffet af tropisk frugt med et dash orangehonning. Denne koncentrerede, opulente vin har sødme og renhed i frugten, men en livlig syre er lige så følelig og bringer alt i ligevægt": WineCellarInsider. 94 p./100. Bedre kan det nok ikke siges! Smager drømme-godt fra sin ungdom, men har mindst de næste 25 år i baghånden.
Under tre frostnætter i træk i slutningen af april mistede slottet 50% af det potentielle udbytte. Det lykkedes personalet at beskytte de allerbedste parceller med varmebål. Druerne i 2017 er høstet i 6 "tries" / markgennemgange over 17 dage.
Chateau Coutet har sine 38 ha. marker lige midt i Barsac på skråninger af sand, rødler og limsten; op til 19 m. over floden. Plantningerne af 75% Semillon, 23% Sauvignon Blanc og 2% Muscadelle er 60 år i gennemsnit med 8000 vinstokke/ha. Slottet er lige så gammelt som d'Yquem, oprindeligt bygget som fort i 1200-tallet. Lagringskælderen er ikke mindre end 110 m. lang.
Druerne, der langsomt høstes i mange gennemgange af markerne, presses i vertikalpresse og mosten går direkte til gæring og lagring i egefade i ca. 18 mdr. De fleste fade er nye hvert år, afhængigt af årgangen. De forskellige parceller og druesorter vinificeres for sig til senere sammenstikning.
Da markerne ligger forholdsvis lavt og hovedsageligt har "kølig" jord af ler og kalksten, er høsten ofte et par uger bagefter de mere sandede jorde. Navnet siges at stamme fra couteau = kniv, som skal associere til den rensende syre, der skaber balance til sødmen i vinen.
Der er lavet Sauternes her mindst fra 1643, og vinen var en favorit for USA's 3. præsident Thomas Jefferson på hans store Europarejse. De, der i dag holder den høje standard, er Baly familien, som erhvervede slottet i 1977. Aline Baly har været leder fra 2009. Der laves også en sjælden special cuvée "Madame", en andenvin "La Chartreuse" og den tørre hvidvin "Opalie" af ½ Semillon og ½ Sauvignon Blanc.
Sauternes ligger i det sydlige Graves ca. 40 km. syd for Bordeaux by. Distriktets vine var allerede omsværmede i 1855 og blev klassificeret samtidigt med Mèdoc. Der er 11 1.Cru- og 15 2. Cru slotte; Chateau d'Yquem fik sin egen "Supèrieur" status. Da kommunen Cerons blev ekskluderet og Fargues inkluderet i 1921, ville det nok se noget anderledes ud i dag - ligesom Mèdoc-klassifikationen ville.
Distriktet består af fem kommuner med i alt knapt 2000 ha. marker. Terrænet er ret bakket med højder mellem 3 - 80 m. Ca. 20% af vinstokkene er Sauvignon Blanc og lidt Muscadelle, men Semillon dominerer. Den har tætte klaser, tit et råd-problem for røde druer, men her en fordel for udviklingen af botrytis-svampen.
Kun Barsac med 400 ha. har sin egen appellation, hvor producenterne kan vælge, om de vil bruge navnet Barsac eller Sauternes til vinen. Vinstokkene vokser på et plateau med mindre højdeforskelle, og Semillon er endnu mere dominerende hér end i resten af området. Kommunen er kendt for ofte at lave meget raffinerede vine med lidt mindre "fedme" end vine på deres niveau i de øvrige kommuner.
Botrytis* svampen er nøglen til disse vine. At floden Ciron, biflod til Garonne, løber mellem Barsac og det øvrige Sauternes, skaber de nødvendige forhold: morgendis med efterfølgende varme og tørring af druerne. Svampesporer sætter sig i revner i drueskindet, de skifter efterhånden farve til lillabrun, mister saft og skrumper, og der dannes aromaer af bl.a. nød og tropisk frugt, ligesom syren koncentreres.
Desværre for dyrkerne sker det kun, hvis druen er moden nok, vejret er rigtigt, og kun langsomt og uregelmæssigt. Plukning på det optimale tidspunkt kræver talrige gennemgange af samme mark igennem uger med trænede plukkere, som sjældent når op på det tilladte udbytte på bare 25 hl./ha. 10-20 er mere normalt. En ekstremt risikofyldt og dyr produktion, der ikke lykkes godt hvert år, men er en himmerigsmundfuld, når den gør. Disse vine kan udvikle sig yndefuldt i årtier.
2017 er en topårgang. Forårsfrosten ramte nogle, lavtliggende slotte i Barsac hårdt med tab af udbytte, men forholdene for botrytis*-udvikling: Morgendis, tørre lune dage og kølige nætter, var særdeles gode i september-oktober. Lidt regn i slut august og først i september var timet til at kickstarte dette. Der blev høstet fra 25. september til over midten af oktober. En flot kombination af frugtfedme, detaljerede smagsnuancer og fin syre er gennemgående i vinene.