Vinen præges af særdeles modne druer med både lyse- og mørke frugttoner, krydderier, en lille jordtone og fast bygning med tannin, der lukker af til sidst. Trods høj modenhed en tør vin med kun 1,3 g. restsukker/l., hvor de tre druer spiller rigtig godt sammen. Meget bred anvendelse: Den åbne frugt kvæler ikke en stegt kylling, og den faste struktur gør, at vinen ikke kvæles af et stykke rødt kød. Kan udvikle sig 3-5 år.
Grenache 60% giver rund, saftig frugt, som struktureres af 20% let peberkrydret Syrah og 20% Mourvedre, der giver en fast afrunding. d'Arenbergs signaturvin, opkaldt efter ploven der lettede opdyrkningen af nyt land, har gennem årene pløjet sig solidt ind i danske vindrikkeres bevidsthed. Alliancen mellem Grenache, Syrah og Mourvedre fungerer lige så godt her som i Sydrhône, hvor konceptet kommer fra. De fleste druer er fra meget gamle buskvinstokke og vinifikationen sker, efter ganske let presning, i de traditionelle åbne gæringstanke, efterfulgt af let egefadlagring i store, ældre fade. Domænet bruger ikke insektgifte og kunstgødning; kunstvanding bruges kun til unge vinstokke, og udbytterne er derfor lave. "As usual it's a terrific value": Robert Parker.
d'Arenberg blev stiftet i 1912 af Joseph Osborn, som solgte sin stald af væddeløbsheste og brugte pengene til at købe en vingård. Den mest kendte hest ved navn Footbolt har lagt navn til en af husets mest kendte vine af samme navn, som stadig laves i dag. På samme måde har alle d'Arenbergs vine en sjov historie bag deres utraditionelle navne, og huset arbejder da også under mottoet "The Art of Being Different". I dag er 4. generation, Chester Osborn, ejer og vinmager.
d'Arenberg ligger i McLaren Vale - det mest kendte vinområde i Sydaustralien ca. 35 kilometer syd for Adelaide, der er hovedbyen i South Australia. Kvalitetsniveauet i d'Arenbergs vine er høj, og man får meget for pengene. Ca. halvdelen af domænets marker er beplantet med Shiraz, men huset eksperimenterer og prøver sig hele tiden frem med nye druesorter. Alt i alt har de 33 forskellige druetyper rundt omkring domænet og har, udover mere velkendte druer, også druer som Verdelho, Graciano og de nok endnu mere ukendte Tinta Cao samt Souzao. Fra årgang 2018 er alle d'Arenbergs egne marker og kælder certificeret økologisk som minimum, og nogle endda biodynamiske.
2016 årgangen begyndte med gode vandreserver i jorden; vigtigt da der generelt er knaphed på vand i McLaren Vale. Det er i gennemsnit et varmt år, hvor to hedebølger i januar accelererede sukkeropbygningen i druerne. En køligere periode i februar og marts med nogen regn gav tid til, at den aromatiske modning indhentede og skabte harmoni i druerne, der blev høstet over en lang periode fra midt i februar til begyndelsen af april, tilpasset den enkelte lokation. Pga. de hede perioder var drueskindene tykke, og rødvinene har intens farve, en fast tanninstruktur og fint udviklingspotentiale. Hvide druer med et lavere syreniveau, fx Marsanne, blev høstet ret tidligt for at bevare elegance og syre, mens druer med mere syre, der er modstandsdygtig overfor lang modning, fx Riesling, blev høstet senere og har generelt højere mostvægt.